De grundlæggende egenskaber ved glasflasker kan defineres på tværs af flere dimensioner, herunder materialesammensætning, fysiske egenskaber, kemiske egenskaber og aspekter relateret til brug og miljøpåvirkning. Deres kernefordele ligger i deres stabile sammensætning, sikkerhed og hygiejne samt genanvendelighed.
Materiale og strukturelle egenskaber
Kerneråmaterialer: Primært sammensat af kvartssand, soda, kalk og genbrugsglas (knust glas), disse smeltes ved temperaturer over 1500 grader. Den mest almindelige type er soda-kalk-silikatglas, mens borosilikatglas bruges til specialiserede applikationer.
Grundlæggende struktur: Består af fire dele - finish (mund), hals, krop og base. Ved at bruge forme kan de laves i forskellige former - såsom runde, firkantede eller brugerdefinerede former - med kapaciteter fra 1 ml til over ti liter.
Fysiske egenskaber
Udseende: Med en glat overflade kan glasflasker fremstilles som farveløse og gennemsigtige eller i lysblokerende (tonede) versioner som rav, grøn eller blå. Farvet glas kan give op til 99,9 % beskyttelse mod ultraviolet (UV) stråling, hvilket forhindrer skader på indholdet forårsaget af lyseksponering.
Temperaturbestandighed: Standard soda-kalkglas kan modstå højtemperatursterilisering og typiske temperaturudsving. Højborosilikatglas kan tåle hurtige temperaturændringer fra -20 grader til 140 grader - hvilket gør det velegnet til direkte opvarmning.
Mekaniske egenskaber: Glas er stift og modstandsdygtigt over for deformation; den er dog i sagens natur skør og tilbøjelig til at gå i stykker under kraftige stød, hvilket kræver omhyggelig håndtering under transport og brug.

